Regn med 80-100 gram ost per person, når ostebordet kommer efter en suppe — mindre end de 125 gram, man typisk sætter af, når osten er hele måltidet. Fem oste er nok til at dække bordet, og de skal serveres fra mild til kraftig, så den første ikke bliver overdøvet af den sidste.
Hvorfor passer et ostebord godt efter suppe?
Fordi suppen er let og varm, og osten er kold og fed — og fordi suppen har efterladt plads. En suppe som hovedret mætter uden at tynge, og det er præcis den situation, hvor et ostebord fungerer bedre end en dessert: gæsterne er ikke færdige, men de er heller ikke sultne. Samtidig løser osten et praktisk problem for den, der har lavet mad. Suppen kræver opmærksomhed helt frem til serveringen; ostebordet kræver ingen. Det stilles frem, og så passer det sig selv resten af aftenen.
Hvor meget ost skal man regne per person?
80-100 gram er det rigtige mål efter et måltid, mens 125-150 gram er mængden, hvis osten er aftenens ret. Forskellen lyder lille og betyder meget: til seks gæster er det 500 gram mod 800, og det er som regel det, der afgør, om der står halve oste tilbage i køleskabet ugen efter.
Fordelingen betyder mere end totalen. Er der en blåskimmel med, går der mindre af den end af alt andet — regn med det halve. Den bløde hvidskimmel går der til gengæld mest af, fordi den er den, folk tager to gange af. Skal du skære ned et sted, så skær ned på antallet af oste frem for på mængden af hver: tre gode oste i rigelig mængde er et bedre bord end syv små stykker.
Hvilke fem oste sammensætter et godt ostebord?
Et bord, der dækker bredt, har én af hver type frem for fem varianter af den samme:
- En blød hvidskimmel — brie, camembert eller en dansk hvidskimmel. Den milde indgang.
- En fast, lagret komælksost — comté, gruyère, en ældre cheddar eller en dansk lagret. Bordets midte.
- En gedeost — den friske, syrlige kontrast, der bryder fedmen.
- En blåskimmel — roquefort, gorgonzola eller danablu. Bordets kraftigste.
- En rødkitost eller en fåreost — den, ingen forventer, og den, der bliver talt om.
Variationen skal ligge i mælketypen og i konsistensen, ikke i antallet. Tre oste, der er henholdsvis blød, fast og blå, dækker mere end fem, der alle er faste komælksoste.
Hvad skal osten serveres med?
Brød frem for kiks, og noget sødt og noget syrligt ved siden af. Et neutralt brød med skorpe — surdej eller en simpel hvedebrødsstang — lader osten smage, hvor krydrede kiks konkurrerer med den. Sødt kan være honning, figenmarmelade eller tørret frugt, og det hører især sammen med blåskimlen. Syrligt kan være druer, æble eller cornichoner, og det er dét, der gør, at man kan spise videre efter den tredje ost.
Nødder hører til de faste oste. Og undlad at fylde bordet: en ost, der er svær at komme til, bliver ikke spist.
Hvornår skal osten ud af køleskabet?
30-60 minutter før servering — koldt ost smager af næsten ingenting. Fedtet i osten er det, der bærer aromaen, og det frigiver den først, når osten nærmer sig stuetemperatur. De bløde oste skal have længst tid, de faste kortest, og blåskimmel er den, der ændrer sig mest på den time.
Praktisk løsning: tag osten ud, når suppen sættes over, og lad den stå tildækket på køkkenbordet, mens I spiser. Så er timingen givet af sig selv, og du behøver ikke tænke på den midt i serveringen.
Hvad drikker man til?
Den udbredte regel om rødvin til ost holder ikke hele vejen. Kraftige tanniner og en moden blåskimmel arbejder imod hinanden, og det er en af grundene til, at et ostebord med kun én rødvin ofte føles ujævnt. Hvidvin med syre og en smule sødme klarer langt flere af bordets oste end en tung rødvin gør — og til blåskimlen er en sød vin den klassiske parring, netop fordi sødmen møder saltet.
Skal der kun være én flaske på bordet, er en tør hvidvin med god syre det valg, der støder mindst sammen med noget. Vil du gå videre og sætte en vin til hver ost, har vinguiden Tannino parringerne delt op efter osttype.
Rækkefølgen, der får bordet til at hænge sammen
Start ved gedeosten eller hvidskimlen, gå til den faste, og slut ved blåskimlen. Det er ikke en regel for reglens skyld: smager man den kraftigste først, kan man ikke smage den mildeste bagefter, og så er halvdelen af bordet spildt. Læg ostene med uret i den rækkefølge, og sig det højt én gang, når bordet sættes frem. Så finder gæsterne selv vejen rundt.